Claus fra Nibe politianmelder SAS

Da han ankommer til lufthavnen, ser han til sin store overraskelse, at hans aflyste fly hjem afgår lige ved siden af hans nybookede fly.

Claus Jensen er sur.

Faktisk er nibenitten så rasende på SAS, at han nu har politianmeldt flyselskabet. 

Han mener, at SAS bevidst har løjet om en flyaflysning for at slippe for at betale den kompensation, som har var berettiget til.

17. oktober rejste nordjyden en tur til Rom - via København fra Aalborg. Turen derned gik planmæssigt, men dagen før han skulle hjem opstod der pludselig problemer.

- SAS skriver til mig aftenen før jeg skulle hjem. Det fly, jeg havde plads på var aflyst på grund af vejret. De tilbød at jeg kunne blive ombooket til et andet fly, og foreslog også tre eksempler på hoteller, hvor jeg kunne indkvartere mig natten over. 

- Men det var for egen regning oplyste SAS, siger Claus Jensen til TV2 Nord.

Bizart forløb

Claus Jensen bliver gratis ombooket til et fly til Prag, med forbindelse til København dagen efter, men da han møder op i lufthavnen i Rom får han ubehagelig overraskelse. Gaten til Prag og gaten til den bestilte tur til København ligger nemlig lige ved siden af hinanden:

- De to fly skulle afgå næsten samtidigt, og da jeg står ved gaten til Prag kan jeg se, at flyet til København, som SAS havde sagt var aflyst skulle afgå planmæssigt. 

130224 Claus Jensen fra Nibe jewi 14144

Han henvender sig til personalet ved skranken og spørger hvad der foregår, men får ifølge den ham selv, den forvirrende besked, at flyet er overbooket. 

- Der blev jeg godt nok gal, siger Claus Jensen.

Et døgn forsinket

Den utilfredse flykunde må i stedet for at flyve den planlagte tur via København ud på en længere omvej via Prag. En tur, der kostede ham næsten et døgns forsinkelse. 

Derfor klager han til SAS for at få den kompensation, som han har krav på. Men SAS fastholder i første omgang, at flyet er aflyst pga. vejret – og derfor har han ikke krav på den fulde kompensation.

Det siger SAS

I et skriftligt svar bekræfter SAS at det var vejrlige udfordringer, der gav aflysningen.

Det oplyser Alexandra Lindgren Kaoukji, der er flyselskabets pressechef.

- Vi har på ingen måde sendt "bevidst ukorrekte og vildledende oplysninger". Det gør SAS aldrig. Vi kan dog se, at vi burde have været mere detaljerede i vores information.

- Frem for alt var det ikke muligt at flyve videre til Aalborg den dag og derfor blev flyet til Aalborg aflyst og vi valgte at omdirigere passageren da han ikke ville kunne flyve videre fra København, og sende besked om at flyet var aflyst. 

- Vi kan helt sikkert blive bedre til at kommunikere klart. Jeg skal dog understrege, at vi i ekstreme vejrsituationer gør alt, hvad vi kan og arbejder i døgndrift for at løse mange passagerers problemer som følge af vejrforholdene, skriver SAS, der oplyser de dækker alle udgifter kunden har til mad og drikke.

- Da kunden ikke kontakter os, ser vi det som kundens accept af den nye rejserute, understreger selskabet.

- Heldigvis havde jeg taget et billede af gaten i Rom, hvor man kan se at flyet til København ikke var aflyst, som SAS påstod. Først da jeg sendte billedet indvilgede SAS i at udbetale min kompensation. Jeg er vred over, at de lyver for folk og forsøger at bilde folk ind, at et overbooket fly er aflyst, så man tror, at man ikke har krav på kompensation, tordner Claus Jensen.

- Usmagelig opførsel

TV2 Nord har via flytjenesten Flightradar24.com tracket den omtalte tur, Flight SK 682 fra Rom til København. Det afgik fra Rom 20. oktober klokken 15.10 og ankom til København knap to timer senere, mens Claus Jensen altså var på vej til Prag.

Claus Jensen har forgæves forsøgt at klage til Trafikstyrelsen, som har afvist at behandle sagen.

- Jeg synes SAS' opførsel er usmagelig. 

Har du et godt tip?

Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger. Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder eller send en mail til redaktion@tv2nord.dk

Tip os

- Det er rent bondefangeri, svindel og bedrageri og derfor har jeg meldt dem til politiet. Jeg vil ikke finde mig i at de lyver overfor mig og den trafik skal stoppes, og det forsøger jeg så at gøre nu, siger Claus Jensen.

Transportministeren skal svare

Formanden for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn (S) forstår til fulde, at Claus Jensen fra Nibe føler sig snydt af SAS.

- Det er helt urimeligt, at man prøver at lyve sig fra de forpligtelser man har som flyselskab. Det duer simpelthen ikke. 

Rasmus Prehn mener der er brug for en god gammeldags opsang til SAS fra transportministerens side. Han vil derfor tage fat i transportminister Thomas Danielsen (V) for "at slå fast, at det er ikke den måde vi ønsker et flyselskab skal agere på – slet ikke et flyselskab, hvor den danske stat er en af hovedaktionærerne."

Det er langt fra første gang flyselskaber får kritik for deres forsøg på, at undgå at betale den kompensation, som deres passagerer har krav på i forbindelse med forsinkelser og aflysninger eksempelvis i forbindelse med overbookning af fly. 

Og det kommer bag på Rasmus Prehn, at SAS har afgivet fejlagtige oplysninger til Claus Jensen.

- Man må håbe det er en enlig svale, men det kan lugte af, at det er noget, der er sat i system og derfor skal vi skynde os at få sat en stopper for det her, så man som flykunde kan regne med at de oplysninger man får de er rigtige og man kan regne med, de rettigheder man har, lyder det fra Rasmus Prehn.


Seneste nyt

fra Nordjylland