Concordia-sejr i enkeltstart
Foto: Team Concordia
For andet år i træk kunne Rasmus Christian Quaade fra Team Concordia Forsikring Himmerland trække sig sejrrigt ud af enkeltstartsduellen ved U23 DM.
Den 30 kilometer lange enkeltstart blev kørt i blæst og kulde i Hobro.
Rasmus Quaade tilbagelagde den kuperede rute i tiden 36,15.96, mere end et minut og ti sekunder bedre end nummer to Jimmi Sørensen fra Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning.
Og den nu dobbelte danske U23-mester var efterfølgende godt tilfreds med sin indsats:
- Jeg er godt tilfreds med min præstation. Jeg vidste godt, at mit niveau var højt og kørte vel optimalt. Mit niveau er som ved VM sidste år i Australien, og nu skal der bygges på frem mod VM i København, sagde han efter sejren til CyclingWorld.dk.
Team Concordia Forsikring Himmerland havde i det hele taget en god dag: holdet havde hele fire ryttere i top ti.
Ud over førstepladsen, så tog Lasse Norman Hansen sig af tredjepladsen, Nicolai Steensen blev nummer seks, mens Sebastian Lander kom ind på en tiendeplads.