'Dagmar' kan give vindstød af orkanstyrke
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Stormen 'Dagmar' ventes fredag at ramme Nordjylland, og flere steder kan den give vindstød af orkanstyrke.
Nordjylland får en blæsende start på weekenden, når en storm fredag rammer landsdelen. Stormen har fået navnet Dagmar og flere steder kan den give vindstød af orkanstyrke.
DMI forventer storm fra vest, som kan give vindstød af orkanstyrke i Thy og Mors, Jammerbugten og i Vesthimmerland. Vindstødene forventes altså i disse områder at nå hastigheder over 32 meter i sekundet.
Vindstød af orkanstyrke medfører ifølge DMI, at tagsten blæser ned, at store grene knækker og at træer kan vælte og spærre vejstrækninger.
DMI's varsel for vindstød af orkanstyrke gælder fra fredag middag. Det forventes, at hele Nordjylland i løbet af fredagen bliver ramt af vindstød af stormstyrke.