Det regnfulde vejr giver udfordringer: Oversvømmelser i nordjysk by

Regnen siler ned i store dele af Nordjylland her til morgen og fortsætter indtil over middag, og det giver problemer flere steder i Nordjylland.

Der forventes at falde mellem 10-15 millimeter regn fredag, og der er hård vind til hård kuling ind over det nordjyske. Der kan endda komme vindstød af stormstyrke, som man skal være opmærksom på.

Her kan du se vejrudsigten fra fredag morgen:

Flere steder i det nordjyske giver nedbøren også udfordringer med vand, der dækker parkeringspladser og vejbaner. 

Ved SuperBrugsen midt i Hobro, er det tydeligt at se, at regnen giver udfordringer. Det kan i hvert fald være en god idé at have et par gummistøvler på, når man skal ud og handle. 

Problemet med masser af vand midt i Hobro er ikke ny, og borgerne har før døjet med de massive regnmængder. 

Det kan du læse mere om her:

Ryå er gået over sine bredder, og den vestlige vejbane mod Blokhus står under vand. Her skal man som bilist være ekstra opmærksom i løbet af dagen. 

Der er opsat skiltning på strækningen, så man kan se, hvornår vandet kommer.

Hård vind betyder aflysninger

Det er ikke kun på vejene, at det efterårsagtige vintervejr giver problemer. 

Skulle man have været med færgen til og fra Læsø og Frederikshavn, kommer man til at vente på mildere vejr. Den kraftige blæst betyder nemlig aflyste afgange.

Læsøfærgen skriver på Facebook, at de aflyser to afgange fra Læsø og to fra Frederikshavn fredag formiddag.

Ligeledes er Stena Line færgen fra Frederikshavn til Göteborg klokken 11:50 også aflyst.


Seneste nyt

fra Nordjylland