Seneste nyt

fra Nordjylland

Det voldsomme vejr rammer Nordjylland som det sidste

DMI udsendte i går et varsel om vindstød af stormstyrke for store dele af landet, heriblandt særligt langs hele den jyske vestkyst.

Selvom meteorologerne hos DMI ikke kan udelukke, at der kan være tilfælde af storm langs vestkysten, så er der egentlig ikke tale om et reelt stormvejr. Middelvinden skal ligge over 24,5 meter i sekundet før man taler om storm, og i dette tilfælde er det ikke middelvinden, der truer. 

- Problemet er vindstød. Vi forventer, at der vil komme vindstød af stærk storm på 25 til 30 meter i sekundet, fortæller Martin Lindberg fra DMI. 

Og selvom varslet i Nordjylland officielt kun gælder for vestkysten, samt hele Frederikshavn kommune, så forventer Martin Lindberg, at de stærke vindstød kan mærkes over hele Nordjylland. 

Vær opmærksom på morgentrafikken 

Det bliver dog kun til et kort visit i det nordjyske for stormvejret, som forventes at ramme tidlig morgen mellem klokken fem og klokken seks.

Allerede klokken 10 begynder vinden igen at aftage, og de sidste voldsomme vindstød forventes at finde sted i Skagen omkring klokken 12.

Men selvom det bliver en hurtig affære, så betyder det ikke, at det voldsomme vejr ikke kan give udfordringer.

- Det kan blive besværligt i morgentrafikken mellem klokken seks og klokken syv, hvor vinden kulminerer, lyder det fra Martin Lindberg.