Dobbelt så mange bøder efter kontrol ved skoleveje
Foto: Sikkertrafik.dk
Skolebørn cykler langs landevejen til skole. Arkivfoto.
Civile operatører hos Nordjyllands Politi har ført til en fordobling af uddelte fartbøder ved kontroller udført i forbindelse med skolestart.
Nordjyllands Politi har taget 331 bilister i at køre for hurtigt i forbindelse med den årlige kontrol ved skolestart. Det er en fordobling af antallet, der sidste år lå på 161.
Årsagen skal dog ikke findes i, at flere bilister glemmer at slippe speederen på skolevejene, fortæller politikommisær hos Nordjyllands Politi Claus Kjær-Pedersen.
- I år har vi haft flere fotovogne ude i forbindelse med skolestarten, så derfor bliver der også taget flere i at køre for hurtigt, siger han.
Sidste år var det politiets betjente, der bemandede fotofælderne, men i år er de blevet erstattet af civile operatører, og det har åbnet op for, at man kan have flere vogne ude ad gangen.
Kontrollen ved skolevejene bliver årligt udført i uge 32 og uge 33 i forbindelse med skolestarten.
De 331 bøder, der er blevet givet i forbindelse med skolestarten, dækker både over små bøde, klip i kørekortet og fratagelse af kørekortet.