'Drengen i den gamle krop' med i Riget: På den røde løber med kendte stjerner

Hele Nordjyllands Jesper var mandag på den røde løber med store stjerner som Bodil Jørgensen, Nikolaj Lie Kaas og ikke mindst den verdensberømte filminstruktør Lars von Trier.

På søndag rammer nordjyske Jesper Sørensen igen fjernsynsskærmene i de danske hjem. 

Denne gang som skuespiller i Lars von Triers gyserserie 'Riget Exodus'.

Her spiller han en af opvaskerne, som i de tidligere prisbelønnede sæsoner blev kendt for citatet:  ”Det er uhyyyggeligt." 

Derfor kunne man mandag se ham stå på den røde løber til gallapremiere med de store stjerner.

Jesper Sørensen var mandag til gallapremiere på den nye sæson af kultserien 'Riget'.
Jesper Sørensen var mandag til gallapremiere på den nye sæson af kultserien 'Riget'.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kendt ansigt på fjernsynsskærmen

Kameraerne er ikke uvante for Jesper Sørensen. Siden han var barn har hele Danmark fulgt ham i serien 'Jesper - drengen i den gamle krop'. 

Her viste han sin hverdag med den sjældne sygdom progeria, der gør, at han ældes otte gange hurtigere end normalt.

Men selvom Jesper Sørensen er vant til tv, så blev han alligevel overrasket, da Lars von Trier ringede:

- Jamen, jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, han havde gang i, men det var en udfordring, jeg gerne ville takke ja til. Jeg ved jo, at han har lavet nogle ting før, som er meget 'hans verden', så jeg tænkte, at hvis det var mig, han spurgte, så skulle jeg sige ja, for jeg tænker ikke, at han spørger hvem som helst,  fortæller Jesper Sørensen til Ekstra Bladet.

Jesper skal spille opvaskeren Lillemand. Hans kollega bliver en robot, der går under navnet BOB 2.0. Dermed overtager han opvaskertjansen fra Vita Jensen og Morten Rotne Leffers, som spulede de beskidte tallerkener i tidligere sæsoner.

Se billeder fra optagelserne nedenfor

Stjernespækket rolleliste

Udover Jesper Sørensen indeholder rollelisten en perlerække af de største skuespillernavne fra både Danmark og Sverige.

Man kan blandt andet se danske Ghita Nørby, Bodil Jørgensen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, Peter Mygind, Nicolas Bro og mange flere. Svenske Tuva Novotny, Alexander Skarsgård og Mikael Persbrandt er også på rollelisten.

Første sæson af Riget blev sendt i 1994 og anden sæson i 1997. Rygtet lyder, at tredje sæson har mere komik end de forrige sæsoner. 

‘Riget Exodus’ har premiere på Viaplay den 9. oktober, og senere får den tv-premiere på DR.


Seneste nyt

fra Nordjylland