Efter lang tavshed: Simon Kollerup tilfreds med nye mærkningsregler

Han rejste selv kritikken, før han blev minister. Så blev han tavs som minister, og nu er han glad for, at nye regler er på vej.

Efter måneders tavshed og et folketingsvalg vil erhvervsminister Simon Kollerup nu igen udtale sig i sag om mærkning af honning, efter fødevareminister Mogens Jensen onsdag morgen har offentliggjort, at man vil ændre mærkningsreglerne, så udenlandsk honning ikke længere kan sælges med dansk flag og 'produceret i Danmark' på emballagen. 

- Jeg er rigtig glad for, at fødevareministeren, som sidder med reglerne for mærkning af honning, har fulgt op på sagen. Det er vigtigt for mig, at forbrugerne ikke bliver vildledt, og at dem, der køber dansk-mærket honning, også kan være sikre på, at den honning de putter i indkøbskurven rent faktisk er dansk, lyder det i dag fra erhvervsminister Simon Kollerup.

Tilbage i april var Simon Kollerup på barrikaderne for at hjælpe danske biavlere, som følte sig presset af, at udenlandsk honning kunne markedsføres som dansk bare ved at hælde det på beholdere i Danmark og forsyne emballagen med et dansk flag. 

Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at honning, der alene er hældt på emballage i Danmark, ikke betegnes som 'dansk produceret'?' 

Sådan lød folketingsmedlem Simon Kollerups spørgsmål til daværende fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i april - små to måneder før det folketingsvalg, der betød, at regeringsmagten skiftede hænder - og at selvsamme Simon Kollerup blev erhvervsminister.

Simon Kollerup var før valget nemlig særdeles klar i mælet. De regler, der gør det lovligt at mærke udenlandsk honning, som produceret i Danmark, burde laves om.

Efter valget, hvor Kollerup blev erhvervsminister, gik TV2 Nord ind i sagen i slutningen af august, og nu var Kollerup tavs og ville ikke kommentere sagen, under henvisning til, at mækrning af fødevarer hører under fødevareministeren, selvom erhvervsministeren ellers har både forbrugerrettigheder og konkurrence som resortområde. 

Med fødevareministerens udmelding i dag vil Kollerup nu igen kommentere sagen. 

- Nu får vi sat en stopper for, at udenlandsk honning kan pynte sig med danske flag. Det er vigtigt både for forbrugerne, men også for honningproducenterne. Det er jo ikke rimeligt, at udenlandsk honning markedsfører sig som dansk, når honningen ikke er produceret her i landet, siger Simon Kollerup.

Ifølge nordjyske biavlere bliver forbrugerne alt for ofte snydt når de køber honning

Fødevareminister Mogens Jensen har overfor Ritzau ytret, at han vil tage fat i EU's regler på området, der skal vurderes næste år. 

På det område bakkes han op at Simon Kollerup:

- Jeg har intet imod udenlandsk honning. Den skal bare markedsføres, så der ikke er tvivl om, at der er tale om et udenlandsk produkt. Så kan man som forbruger selv vælge, om man vil have den ene eller den anden slags, siger erhvervsministeren i dag. 

Hvis en producent fremover finder på at hælde udenlandsk honning på emballage og klistre et dansk flag på, kan det det fra udgangen af året komme til at koste en bøde. 

Danmarks største producent af honning Jakobsens Honning går nu ind i kampen for at stoppet vildledningen af forbrugerne.

Seneste nyt

fra Nordjylland