Eftersøgt fra Aalborgdrab anholdt i Göteborg
Svensk politi har anholdt en mand, der sættes i forbindelse med knivdrabet i Jomfru Ane Gade i starten af april.
En person med relationer til rockergruppen Bandidos blev lørdag aften anholdt af svensk politi. Ifølge Ritzaus oplysninger begæres manden nu udleveret til Danmark, hvor han sættes i forbindelse med et knivdrab i Aalborg tidligere i denne måned.
Manden blev anholdt, da politiet i Göteborg lørdag aften gennemførte en razzia mod en Bandidos-fest i byen. I alt blev seks personer med relation til rockergruppen anholdt.
De fire af dem er sigtet for grove overtrædelser af våbenloven, mens en af de anholdte altså var efterlyst af dansk politi.
Drabet i Aalborg fandt sted i værtshusgaden Jomfru Ane Gade, hvor to grupper stødte sammen. Den ene gruppe havde angiveligt forinden deltaget i en fest arrangeret af Bandidos. Under sammenstøddet mellem grupperne, blev en 21-årig mand stukket ned. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser.
Syv personer har tidligere været anholdt i sagen, men alle er siden blevet løsladt.
/ritzau/