Ejerskifteforsikringer skaber falsk tryghed

- Det er umuligt at gennemskue, hvad en ejerskifteforsikring egentlig dækker for den almindelige borger, siger advokat.

En ejerskifteforsikring er en forsikring lavet i fællesskab mellem køber og sælger, når der handles huse i Danmark. Den skal sikre begge parter, hvis der opstår skader, der ikke er blevet beskrevet i tilstands- eller elinstallationsrapporten. Desværre viser det sig ofte, at denne type forsikring mere er en falsk tryghed end en forsikring for den enkelte boligkøber.

Ejerskifteforsikringer blev indført i 1994 her i Danmark for at hjælpe begge parter ved en bolighandel, men i dag er der store problemer med forsikringer, som ofte ikke hjælper boligkøberne.

Poul Erik Marcussen har som bygningssagkyndig rådgivet flere borgere i sager om ejerskifteforsikringer, og ifølge ham, så opstår der flere og flere problemer i forbindelse med denne type forsikring.

- Jeg synes, at det er et stigende problem, at vi ser folk, der ikke kan få dækket deres skader via deres ejerskifteforsikring på de skader, som de ser, udtaler Poul Erik Marcussen, der er bygningssagkyndig.

Den holdning deler advokat, Camilla Vinther Hansen, der har en stor kritik af ejerskifteforsikringerne.

- Det er umuligt at gennemskue, hvad en ejerskifteforsikring egentlig dækker for den almindelige borger, udtaler Camilla Vinther Hansen.

Ejerskifteforsikringer gælder minimum i fem år, og inden man skriver under, er det vigtigt, at boligkøberen læser det med småt på forsikringspolicen. Her er forsikringsselskabets forbehold nemlig helt afgørende for forsikringens dækning.

- Det er jeg tit oplever med de her ejerskifteforsikringer er, at der er taget så mange forbehold fra forsikringsselskaberne, at den reelt ender med at være uden værdi, siger Camilla Vinther Hansen.

- Jeg har oplevet en familie, der havde købt et hus og betalt 20.000 kroner for en ejerskifteforsikring. Da der så opstod en skade, kom jeg ud og gennemgik forsikringspapirerne, og her fandt jeg frem til, at der var taget forbehold for skader i gulve, fundamenter, ydervægge og taget. Dermed var der ikke noget som helst, der var dækket, fortæller Poul Erik Marcussen.

Ejerskifteforsikringer var sidste år i top tre over de forsikringssager, der endte i ankenævnet. Det har medført et dårligt ry for denne type forsikring.

- Generelt oplever jeg, at der er en meget lille tiltro til, at man kan få noget som helst dækket på sin ejerskifteforsikring, mener Poul Erik Marcussen.

Manglende gennemsigtighed og alt for mange forbehold er blot nogle af de største problemer med ejerskifteforsikringer, og ifølge Camilla Vinther Hansen, så er det tid til, at man kigger på den her type forsikringer.

- Der er grund til at rette kritik mod dem, der har fastsat, hvad reglerne skal være i de her ejerskifteforsikringer.


Seneste nyt

fra Nordjylland