Ekstremt beruset bilist stoppet i Aabybro

En meget beruset kvinde blev i nat stoppet i bil i Aabybro. Bilen blev efterfølgende beslaglagt og kørekortet taget fra hende.

Nordjyllands Politi modtog natten til onsdag et opkald fra en bekymret borger, der havde set en bil slingre på vejen i Aabybro. Anmeldelsen kom ind klokken 00.20.

Det viste sig, at der var tale om en beruset 33-årig kvinde fra lokalområdet, der var kørt galt inde i Aabybro.

Kvinden var kommet kørende ad Kattedamsvej i Aabybro, men da hun skulle svinge til højre ad Toftevej ramte hun både en kantsten og et vejskilt, hvorefter hun stoppede bilen.

Da politiet ankom til stedet ville kvinden hverken udlevere nøgler eller information om sig selv. Politiet målte efterfølgende kvindens promille, der to gange viste sig at være over 3,0.

På grund af kvindens enormt høje promille måtte politiet beslaglægge kvindens bil omgående, ligesom hendes kørekort også blev taget fra hende.

Nordjyllands Politi oplyser, at kvinden vil blive afhørt og sigtet, lige så snart hun har sovet rusen ud i detentionen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland