LIGE NU:

Elever: - Vi vil være fri for stramme fraværsregler

På flere nordjyske ungdomsuddannelser protesterede elever i dag mod nye fraværsregler. Eleverne kræver et mere fleksibelt system.

Det kan koste en times fravær, hvis man kommer to minutter for sent til time på landets ungdomsuddannelser. Det kan også give fravær, hvis man ikke kommer tilbage til tiden efter gruppearbejde, eller hvis man bruger for lang tid på toiletbesøg.

De nye regler trådte i kraft 1. november, men flere gymnasieelever er utilfredse med reglerne, som de mener er for stramme og rammer for hårdt:

- Vi er sure over den måde, det er skitseret på. Mange kommer med offentlig transport, og det har ikke ry for at være helt vildt punktligt, og hvis man kommer for sent, fordi DSB er dumme, så bør man jo ikke få fravær, og da slet ikke for hele modulet, siger Kathrine Jøhnk Carn, der er elev på VUC og HF Nordjylland.

På VUC og HF Nordjylland valgte flere elever i dag at vise deres utilfredshed med de nye regler ved at blokere lærerværelset og skolen, så der ikke kunne gennemføres undervisning:

- Vi håber at sende en besked til undervisningsministeriet som så forstår, hvor mega utilfredse vi er, og hvor uretfærdigt vi synes, det er, siger Kathrine Jøhnk Carn.

Protest i Thisted og Hjørring

På både Thisted- og Hjørring Gymnasium var undervisningen i dag også påvirket af elevaktioner. På Hjørring Gymnasium valgte flere elever at afbryde undervisningen omkring klokken 11 og gik fra klasse til klasse for at få de andre elever med. Omtrent halvdelen af skolens elever deltog i aktionen, der varede et par timer. Samtidig fortsatte undervisningen for resten af eleverne.

- Vi vil gerne have, at vi bliver hørt nu, og det skal stoppe, for vi er trætte af, at det altid rammer os. Fraværsbekendelser, besparelser, lærerlockout, det hele går ud over os, også selvom det er os, der skal bære landet videre, når vi engang er færdige med gymnasiet, siger Kathrine Høyrup, der er initiativtager til dagens aktion på Hjørring Gymnasium.

Er det ikke paradoksalt at gå fra undervisningen for at protestere mod de nye fraværsregler – det får I jo også fravær for?

- Det er derfor, vi har valgt at gøre det, for det er vigtigt for os at pointere, at det her fravær, så meget betyder det heller ikke, så hvis man har en reel årsag, som vi mener, vi har haft i dag, så skal man have lov til at gå.

Eleverne protesterede både over de nye fraværsregler og besparelserne på 2 procent, der rammer gymnasierne de næste år, men rektor på Hjørring Gymnasium godtager ikke elevernes kommentar om, at demonstrationen er en god årsag til fravær:

- Selvfølgelig kan man ikke udvandre fra undervisningen uden grund. Jeg hørte en af dem sige, at det her er en god grund, og nej, det er det ikke. Det er sådan det er nogle gange, og det er en reaktion, og de har udtrykt deres utilfredshed, og det må vi tage til efterretning.

Kathrine Høyrup er en af initiativtagerne blandt protesten på Hjørring Gymnasium. Her kan du høre hvorfor, hun synes, det er vigtigt at protestere. 

Lempelse af regler i Hjørring

Hjørring Gymnasium har allerede inden dagens elevaktion lempet fraværsreglerne, fordi gymnasiet har mange elever, der er afhængige af offentlig transport. Derfor har ledelsen på gymnasiet besluttet, at fraværsreglerne ikke gælder, hvis eleverne er forsinkede på grund af offentlig transport:

- Eleverne kan jo ikke gøre for, at busser og tog kan komme for sent. Så der bliver vi nødt til at være fleksible, så det er den måde, vi har håndteret det. Jeg har ikke modtaget nogle henvendelser, siden vi har lavet de retningslinjer, siger Elsebeth Gabel Austin, der er rektor på Hjørring Gymnasium.

Undervisningen fortsætter som normalt på gymnasierne i morgen, men Kathrine Jøhnk Carn fra VUC og HF Nordjylland håber, at dagens blokade kan være med til at få elevernes budskab ud til politikerne:

- Vi ved, der er flere skoler i landet, der har haft gang i noget, så måske kan flere stemmer råbe lidt højere, og så tænker de over, hvad de indfører, siger hun.