Endelig i mål: Vandrerne nåede frem til fejring i Testrup
Efter at have gået på hærvejen gennem Nordjylland og sendt direkte på Facebook er TV2 Nords Robert Bedsted og Bruno Stagsted nu nået i mål
Præcis som planlagt ramte Robert Bedsted og Bruno Stagsted endestationen i Testrup klokken 18. Her ventede både seere og kolleger med en ordentlig fejring af bedriften.
Hornmusik, brede smil, en varmende dram og masser af nordjysk kærlighed. Det var, hvad der mødte TV2 Nords udsendte, Robert Bedsted og Bruno Stagsted, da endelig - efter fire dage, 160 kilometers vandring, 50.000 skridt om dagen, vabler og flænger i hælene - ankom til vandringens mål, Testrup i Vesthimmerland.
Læg dertil en ventende limousine, en snorklipning, en prisoverrækkelse og i hobevis af fremmødte nysgerrige, der har fulgt turen i løbet af ugen, ja, så har du den scene, der mødte de to standhaftige vandrere, da ankom ved 18-tiden fredag aften.
- Det har været så overvældende at opleve den opmærksomhed og opbakning, vi har fået undervejs, sagde Robert Bedsted fredag morgen, mens han og kollegaen, Brune Stagsted, stadig sad over morgenmaden i Løgstør.
Og opmærksomhed har der været - næsten 500 mennesker så med på www.facebook.dk/tv2nord, da journalisten og vandreren kom i mål, og undervejs på turen har et utal af mennesker inviteret på kaffe, kage, aftensmad og overnatning. Hele turen er dokumenteret med livesending.
Nu går turen hjemad for Bedsted og Stagsted - dog ikke til fods. Se mere i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.