Seneste nyt

fra Nordjylland

Endnu en nordjysk bank lander rekordresultat

Sparekassen Danmark kom ud af 2023 med et resultat på 1,9 milliarder kroner før skat, som er deres bedste resultat nogensinde.

Det skriver Sparekassen Danmark i en pressemeddelelse. 

 - Vi er en sparekasse i vækst, både hvad angår antal kunder, antal medarbejdere og antal afdelinger. I 2023 steg vores forretningsomfang med 18,4 procent. Det har selvfølgelig medvirket til vores tilfredsstillende resultat, siger administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen.

Der var ligeledes sorte tal på bundlinjen hos Spar Nord, der for tredje år i træk sikrede et rekordresultat i 2023.

Så selvom danskerne det seneste år er blevet mødt af fortsatte prisstigninger, har det aldrig gået bedre for bankerne. 

Nye afdelinger fra Hirtshals til Østerbro

I 2023 havde sparekassen en nettotilgang af flere end 13.000 kunder. Det svarer til, at sparekassen fik 52 nye kunder – netto – hver eneste arbejdsdag i 2023. 

Derudover åbnede sparekassen to nye afdelinger; en privatkundeafdeling i Nørresundby og et erhvervscenter i Vejle.

Og vokseværket fortsætter i 2024.

Her åbner sparekassen yderligere tre afdelinger; en privatkundeafdeling på Østerbro i København, et erhvervscenter i Hirtshals og en privatkundeafdeling i Aalborg-bydelen Vejgaard.