Færdselsdrab ved Gistrup
35-årig mistede livet, da han påkørte en kørelærers skolevogn på Hadsund landevej.
En 35-årig mand blev i aftes dræbt ved en trafdikulykke på Hadsund Landevej ved Gistrup syd for Aalborg. Manden tørnede ind i en skolevogn, ejet af en 52-årig kørelærer, der var ved at undervise to motorcyklister i såkaldt mørkekørsel.
Kørelæreren svingede i sin minibus ud fra en sidevej ud på landevejen. Den 35-årige nåede ikke at undvige i sin personbil, men tørnede ind i minibussen og blev dræbt. Kørelæreren fik mindre skrammer ved ulykken.
De to elever med motorcyklerne blev ikke ramt. Politiets teknikere skal nu finde årsagen til ulykken ved undersøgelser på stedet.