Falck ramt af strejke - værst i Nordjylland
Omkring 300 reddere har nedlagt arbejdet - det er primært i Region Nord, at de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser finder sted
Hele Nordjylland er den landsdel, der er værst ramt. Derfor kan der godt gå rigtig lang tid før at Falck kan komme én til undsætning, hvis man har en bil, der ikke kan starte.
Falck fortæller dog, at de opretholder akutberedskabet. Så folk, der er implicerede i trafikuheld og har problemer med helbredet stadig vil kunne få hjælp fra Falck.
Netop i disse dage er der overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgiverorganisationen HTS, Falck og 3F/CF. Forligsmand Mette Christensen besluttede dog mandag aften at udskyde den af 3F/CF varslede konflikt i 14 dage, idet hun fandt, at der var grundlag for at mægle mellem parterne.
På trods heraf er Falck her tirsdag ramt af en række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Først 7. maj genoptages forhandlingerne. Indtil videre kan arbejdsnedlæggelsen derfor vare i flere dage.