Far på vej hjem til Danmark
Foto: RTL
Faderen til de to piger fra Øster Hurup der døde i en tragisk bilbrand i Berlin er nu færdigbehandlet og klar til at rejse hjem til Danmark.
13 dage efter den tragiske dødsbrand i Berlin der kostede hans to piger livet er den 40-årige familiefar fra Øster Hurup nu igennem behandlingsforløbet ovenpå de brandsår han selv pådrog sig i branden.
- Han har fået taget sine forbindinger af, og på hans hud kan man se, at alt er gået helt efter planen. Hans behandlinger er færdige, og hvis han vil, så kan han rejse hjem til Danmark, eller hvor han nu vil rejse hen, siger Angela Kijewski, der er talsmand for sygehuset i Berlin til tv2nord.dk.
Om den 40-årige dansker så vil forlade Tyskland med det samme vides endnu ikke, men selvom lægerne vil lade ham gå, så håber de han bliver lidt endnu.
- Hans hud på hænder og i ansigt er helt ny, og dermed også fortsat skrøbelig. Han er i øjeblikket ikke i stand til at klare sig selv på nogen måde, så vi anbefaler ham at blive her til midten af næste uger, også selvom hans tilstand er stabil, siger Kijewski til tv2nord.dk.
TV2/Nord har dagen igennem forgæves forsøgt at få kontakt til statsadvokaten i Potsdam. Dermed står det fortsat uklart, hvorfor bilen brændte og de to små piger brændte ihjel.