Fårup - næsten verdens bedste
Foto: Tv2nord.dk
Den nordjyske forlystelsespark, Fårup Sommerland, er netop kåret til at have verdens 3. bedste service for andet år i træk.
Prisen uddeles af forlystelsesparkernes globale organisation IAAPA (International Association of Amusement Parks and Attractions), som tæller prominente medlemmer som Disneyland i hele verden Legoland parkerne, Europa Park i Tyskland,- og altså Fårup Sommerland i Blokhus.
- Vi er meget stolte! Sidste år fik vi også en 3. plads og vi havde da håbet på at tage guldet i år, men det må vi tage til næste år. Prisen støtter op om det, vi i Fårup Sommerland gerne vil være: Et sommerland for hele familien, hvor gæstens oplevelse er i centrum, siger direktør Søren Kragelund, Fårup Sommerland.
Prisen er kulminationen på en lang proces i sommerlandet, hvor der er arbejdet målrettet med at løfte servicen op i verdenseliten.
Vi har flyttet ansvaret for gæsternes velbefindende ud til den enkelte medarbejder. Og prøver på den måde at "holde gæsterne i hånden" fra de kommer ind på Fårups område, til de forlader os igen. Og det gælder lige fra direktør til yngste mand, forklarer Søren Kragelund.
Det er ikke første gang, at Fårup Sommerland kan sole sig i international anerkendelse. I 2010 og 2011 blev Fårup Sommerland således kåret til verdens 3. bedste familiepark af det amerikanske tidsskrift Amusement Today.