Flåden skærer 31 stillinger væk i Frederikshavn

Forsvaret skal spare 2,7 milliarder kroner, og det betyder også nedskæringer og fyringer i Frederikshavn. Flådens logistiske operatør, OPLOG i Frederikshavn mister 31 stillinger.

Det skriver kanalfrederikshavn.dk.

Forsvarets Hovedværksteder skal formentlig af med 40 medarbejdere - her er der orienteringsmøde i dag. Kattegat Marine Distrikt lukker - det berører 11 personer. Og endelig nedlægges infirmeriet i Frederikshavn.

OPLOG er Flådens logistiske operatør, som hver dag leverer service, forsyninger og vedligeholdelse til flådens skibe - både nationalt og internationalt.

Chef for OPLOG Frederikshavn, KD Per Frank Hansen, bekræfter over for Kanal Frederikshavn, at der forsvinder 31 stillinger.

- Forsvaret skal effektiviseres, og nogle af vores opgaver skal fremover løses af andre. Desuden har vi opgaver, som helt er faldet bort, forklarer Per Frank Hansen.

Nogle af stillingerne er ubesatte, så han forventer, at det bliver nødvendigt at dele 25-27 fyresedler ud i september. Flere faggrupper berøres. Der skal blandt andet fyres elektrikere, HK'ere, smede og andre håndværkere.

Per Frank Hansen oplyser, at der oprettes en jobportal, som skal hjælpe de berørte medarbejdere med finde et andet arbejde i den maritime branche.

- Der er heldigvis mangel på maritime medarbejdere i Nordjylland, og jeg har derfor en forventning om, at det nok skal lykkes at finde arbejde til mange af vores dygtigt uddannede folk, siger Per Frank Hansen til kanalfrederikshavn.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland