Flere i arbejde i Nordjylland
Der er udsigt til større beskæftigelse i Nordjylland. Det fremgår af tal, som viser, at private virksomheder i stor stil hyrer ledige vikarer.
Vinduesfabrikken Outline i Farsø vokser så stærkt, at man hyrer ledige vikarer for at kunne sende medarbejdere på efteruddannelse.
- Vi er jo en vinduesvirksomhed, der har valgt at producere til det danske marked. Derfor er det vigtigt, at vores medarbejdere hele tiden er skarpe og med nye efteruddannelser, så vi kan konkurrere med dem, der har valgt at få produceret i udlandet, siger Jens Sørensen, produktionsdirektør på Outline i Farsø.
Fabrikken benytter sig af jobrotation - ligesom en stribe andre private virksomheder i Nordjylland. 1350 ledige vikarer er i jobrotation i år mod 600 forrige år. Især de private virksomheder benytter sig nu af at ansætte en ledig i op til flere år, når deres egne folk skal på efteruddannelse
- Jeg tror det her kan være et tegn på, at det går bedre med beskæftigelsen i Nordjylland og at virksomhederne begynder at tro på fremtiden igen, siger Henrik Christensen, kontorchef i Beskæftigelsesregion Nordjylland.
Vinduesdirektøren betegner modellen med jobrotation som meget fleksibel og ubureaukratisk.
- Systemet er let at administrere og har kun vindere. Det offentlige har gavn af det. De faste medarbejdere bliver efteruddannet, og ledige har store chancer for at komme ind på en arbejdsplads. Vi bruger det helt sikkert til at ansætte folk. På det seneste har vi ansat 20, og vi regner med at ansætte 5 - 8 mand mere efter sommerferien, siger Jens Sørensen.
Nordjylland er markant flittigere til at bruge jobrotation end resten af landet.
- Det har beskæftigelsesregionen og jobcentrene her i landsdelen arbejdet på i flere år, så Nordjylland har haft et godt forspring, siger Henrik Christensen, kontorchef i Beskæftigelsesregion Nordjylland.