Flere nordjyske kommuner med forbud mod åben ild
Tørkesituationen følges tæt, og endnu flere kommuner er klar med forbud hvis det bliver nødvendigt.
I Thisted Kommune er der afbrændingsforbud fra og med i dag, tirsdag. Altså ingen bål af nogen art. Dog må man stadig gerne nyde grillmaden hjemme i haven.
- Vi er kommet dertil, hvor vi ikke mener det er ansvarligt at lade folk brænde bål af i haverne. Derfor tager vi skridtet og laver et forbud, siger beredskabschef i Thisted Kommune Søren Funder til TV2/Nord.
Han opfordrer til, at folk er opmærksomme på at få slukket grill og cigaretter ordentligt.
Også Mariagerfjord Kommune og Morsø Kommune har indført et forbud, men resten af de nordjyske kommuner forholder sig således:
Aalborg Kommune: endnu ikke forbud, men følger situationen tæt.
Rebild Kommune: skarp observation, følger situationen nøje - tæt på et forbud.
Vesthimmerland Kommune: En enkelt naturbrand, følger situationen tæt.
Jammerbugt: Ingen planer om forbud, men følger situationen nøje.
Hjørring: Følger situationen nøje, men ingen konkrete tiltag.
Brønderslev: afventer situationen, men følger situationen nøje, haft en enkelt udrykning i Dronninglund.
Frederikshavn: ikke planlagt endnu, men er opmærksom på faren.
Læsø: Nej ikke konkret, men følger situationen.