Flere penge på vej til AaB
Koncernen AaB A/S kan snart sætte flere penge ind på kontoen. Børsen erfarer nemlig, at et salg af Sportmaster-kæden er nært forestående. AaB ejer halvdelen af fem nordjyske butikker i kæden.
Det er en endnu unavngiven kapitalfond, der ifølge Børsen, skulle være på vej med et købstilbud.
Sportmaster-kæden var tidligere på året tæt på salg, men det lykkedes ikke for den islandske kapitalfond Arev at rejse den fornødne kapital.
AaB havde den gang en forventning om, at salget ville indbringe 12 millioner kroner. Hvor meget et salg nu vil indbringe og hvornår det finder sted, er der ingen meldinger om.