Flere problemer med lægevagten
Foto: TV/MIDT-VEST
Regionsrådsformand Ulla Astmann afviser anklagerne om, at lægevagtsystemet ikke fungerer i Nordjylland. Det sker til trods for at flere borgere har oplevet, at vagtlægen ikke var til stede, da de søgte lægehjælp.
To gange på bare to måneder har Susanne Bøg fra Aalestrup oplevet at skulle vente flere timer, før hun kunne træffe en vagtlæge i Farsø, selv om hun begge gange har ringet indenfor vagtlægens åbningstid.
- Den første gang, der fik vi at vide, at lægen var ude at køre. Og den anden gang fik vi at vide, at lægen kom bare ikke før, siger Susanne Bøg.
TV2/Nord kunne søndag fortælle, hvordan en mor fra Hurup Thy fik besked på at vente til klokken to om natten, før hun kunne træffe en vagtlæge. Alternativt kunne hun tage den to timer lange køretur til vagtlægen i Aalborg.
Borgmesteren i Thisted Kommune, Lene Kjelgaard Jensen (V),
kan ikke forstå, at familien ikke kunne se en vagtlæge før klokken to om natten.
- Det er klart, at pludseligt opstået sygdom kan selvfølgelig rykke ved den balance. Men indtil klokken 23 skulle der være fast lægedækning ved vagtlægen, så derfor er jeg lidt uforstående overfor, at de var bragt i en situation, hvor de ikke kunne komme til lægen inden klokken, siger Lene Kjelgaard Jensen.
Susanne Bøg fra Aalestrup er en af flere nordjyder der siden søndag aften har kontaktet TV2/Nord med lignende oplevelser. Regionsrådsformand Ulla Astmann mener ikke, at der bliver gjort forskel på nordjyderne, når det gælder vagtlægen.
- Alle bliver behandlet lige, og alle har muligheder for at blive tilset af en læge. Også udenfor lægernes normale arbejdstid. 6 sek, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.Dem.) til TV2/Nord.
Formanden for vagtlægerne i Nordjylland forklarer, at de nordjyske lægevagter flere steder sidder ene mand om både at passe konsultationen og køre på sygebesøg, da der er for få patienter. Det betyder at borgerne kan opleve at skulle vente på vagtlægen.
- Arbejdsmængden er ikke til det. Og vi er forpligtigede til at gøre det her så effektivt og så billigt som muligt. Det her det er en af måderne at gøre det på. Vi har simpelthen ikke ressourcer til at have en læge til at sidde alle steder, siger Eddie Nielsen, formand for vagtudvalget i Nordjylland.
- Set fra vores vinkel, så synes jeg i hvert fald, at der er et problem. Jeg synes det er forkasteligt, at man ikke kan have en ekstra læge tilknyttet i sådan et udkantsområde, siger Susanne Bøg.
Regionsrådsformanden mener ikke, at der skal laves om på det system.