Flere skal i 10.klasse
Mere end halvdelen af de nordjyske unge vil i 10. klasse. Specielt de kommunale 10. klasser er efterspurgte
Antallet og andelen af elever fra 9.klasse, der vælger at fortsætte i 10.klasse stiger i Nordjylland. Næste år vil 3,2 procent flere fra 9. klasse vælge at fortsætte i grundskolen, fremfor at begynde en ungdomsuddannelse.
Den største stigning oplever de kommunale 10. klasser. Her stiger elevtallet med 8,8 procent. Dermed nærmer tallet sig niveauet fra før kommunalreformen.
- Vi oplever flere og flere elever her ved indskolingssamtalen, der skal bruge året på at få klarhed over, hvilken uddannelse de skal satse på bagefter, siger Henriette Qvist Muldbjerg, Leder, 10.klassescenteret, Vesthimmerlands Kommune.
Faktisk ser det ud til at de kommunale 10.klasser stjæler fra efterskolerne. Der er nemlig 1,8 procent færre nordjyske unge, som vælger at tage 10. klasse på en efterskole. Stigningen betyder at 52,2 procent af elever i de nordjyske 9. klasser vælger 10. Klasse. Det er 3 procentpoint mere en landsgennemsnittet.