FOA i Hjørring frygter 50 fyringer ikke står alene
Sektorformand Ingrid Mose fra FOA i Hjørring frygter, at kommunens udmelding om, at der skal spares 50 stillinger væk inden for social- og sundhedsområdet blot er første fyringsrunde af en række.
- Det er en trist situation, og jeg frygter, at nedskæringerne blot kan være en begyndelse på, at vores medlemmer ude i kommunen skal indstille sig på at skulle løbe hurtigere med flere opgaver, siger Ingrid Mose.
Hos fællestillidsrepræsentanter for FOA-ansatte i Hjørring Kommune, Lene Berendt, vækker meldingen om fyringerne og lukningen af aflastningsstedet, Motellet, også bekymring.
- Jeg kan godt være bange for, at brugerne af hjemmeplejen fremover bliver tungere og vanskeligere at have med at gøre, og det betyder, at hjemmeplejen kommer til at løbe hurtigere for at nå det hele, og det går ud over vores arbejdsmiljø, siger Lene Berendt.
FOA i Hjørring indkalder nu de berørte ansatte fra Motellet til samtale på mandag om situationen.