Forældre er bekymrede
Foto: Torben Hedemose
Elever og forældre fra Frederikshavn frygter for undervisningen hvis lærerne bliver lockout´et
Forældre fra blandt andet Frederikshavn er bekymrede over den aktuelle situation på skoleområdet, hvor forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening er brudt sammen.
Onsdag aften udtrykte frederikshavner-forældre deres bekymring og frygt for, at der pr 1. april ikke vil være undervisning til skoleeleverne på grund af en varslet lockout af lærerne, forud for byrådsmødet i Frederikshavn.
De ældste skoleelever fra Frederikshavn frygter for deres afgangseksamen om få måneder, mens mange forældre mødte op foran byrådssalen for at få politikernes forklaring på, hvad der skal ske med børnene, hvis en lockout bliver en realitet.
- Vi vil gerne have, at politikerne tager stilling til, hvad gør vi, hvis det sker, siger en af forældrene, Carsten Kassow.
Borgmester Lars Møller (Venstre) fortæller, at kommunen har en beredskabsplan, men har over for de bekymrede forældre og elever ikke uddybet det nærmere.
Hvis parterne i forhandlingerne, Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, ikke bliver enige, så ender det med lock out fra første april.