Forældrepar: Grotesk forskelsbehandling
Toårige Julius er hidtil blevet passet i en privat dagpleje i Rebild Kommune - og det vil forældrene gerne fortsætte med. Men det må de ikke, lyder det fra kommunen.
Forældrepar fra Terndrup føler sig urimeligt forskelsbehandlet af Rebild Kommune.
Det er måske ikke lige til at se det på den livlige 2-årige dreng, der løber omkring i stuen og leger. Men Julius Jellesen er født fire måneder for tidligt. Derfor har han indtil nu gået i privat dagpleje, men da han om kort tid fylder tre år, insisterer Rebild Kommune på, at han skal starte i almindelig børnehave.
- Jeg synes, det er fuldstændig grotesk! siger Maria Louise Jellesen, som er mor til Julius.
Hun fortæller, at Julius, på grund af sin tidlige fødsel, ikke er alderssvarende udviklet. Hverken fysisk eller psykisk.
- I dagplejen sidder han for sig selv og leger. Han elsker at være i dagplejen, men han kan ikke med de andre børn, forklarer Maria Louise Jellesen.
Netop fordi Julius ikke er helt klar til at være social med andre børn endnu, vil hans forældre gerne lade ham blive i privat dagpleje et år endnu. Men netop fordi han har gået i en privat og ikke en kommunal dagpleje, siger kommunen nej.
- Forældrene har valgt en pasningsordning, hvor der er et større ansvar for forældrene. Og dermed bliver det også vanskeligere at få en udsættelse, siger Anders Norup (V), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Rebild Kommune.
At forældre i Rebild Kommune, der benytter privat dagpleje, ikke kan få dispensation til at sende deres børn senere i børnehave, blev vedtaget i foråret 2012 - ifølge kommunen er det et spørgsmål om økonomi.
- Jeg håber, Rebild Kommune vil begynde at se på børnene, se på, at det faktisk er enkelte individer og ikke bare økonomiske brikker i et puslespil, siger Maria Louise Jellesen.
Samtidig ligger det fast, at både fysioterapeut og familiens egen læge i deres vurderinger af Julius Jellesen, fraråder at han begynder i børnehave før om et år. Men kommunen fastholder deres beslutning.
Er økonomi vigtigere end børns trivsel?
- Økonomi er aldrig vigtigere end børns trivsel og heller ikke andre borgeres trivsel. Men økonomi er en vigtig del af det at være kommunalpolitiker. Kommunalpolitikere skal fastsætte et serviceniveau og et kvalitetsniveau og det er det, vi skal stå ved, siger Anders Norup (V).
Den holdning giver Maria Louise Jellesen dog ikke meget for:
- De har jo aldrig set min søn. Det har lægerne. Det har fysioterapeuterne. Dem, der har lavet vurderinger af Julius, de har jo kigget på ham. De har politikerne ikke!