Fra AaB til Timrå

Ishockeyklubben Timrå IK har hyret målmanden Peter Hirsch fra AaB for tre uger.

Dårlig start
Som følge af holdets dårlige sæsonstart, valgte AaB Ishockey for nogle uger siden, at skifte ud på målmandsposten.

Nyt bur
Det betød, at Peter Hirsch blev i overskud. Men der har været hurtigt bud efter den danske landsholdsmålmand.

Timrå IK
Svenske Timrå IK har hyret danskeren på en korttidskontrakt.
Deres normale førstevalg er skadet, og Peter Hirsch er købt som substitut.

- Eftersom Magnus Åkerlund er skadet og ude i et par uger, hyrer vi danske Peter Hirsch fra AaB. Det er en god løsning, mens vi venter på, at Magnus vender tilbage, siger Timrås sportschef, Stefan Lindqvist, til klubbens hjemmeside.

Held og lykke
- Denne mulighed opstod fordi Timrå har fået en skade i deres målmandsteam, der krævede at en erstatning blev hentet ind. Vi håber naturligvis, det går godt for Peter Hirsch i Elitserieklubben, så der forhåbentlig kan blive tale om en mere permanent løsning for ham, siger AaB Ishockeys sportsdirektør Ole Nielsen.

Peter Hirsch kom til AaB Ishockey tilbage i juli 2007.


Seneste nyt

fra Nordjylland