Frederikshavn Kommune slukker lyset for klimaet
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Frederikshavn Kommune tilslutter sig WWF Verdensnaturfondens globale Klimakampagne og går i sort lørdag den 28. marts.
"Sluk Lyset" hedder en ny kampagne, der er skudt i gang af WWF Verdensnaturfonden i forbindelse med deres globale klimakampagne.
Den Kampagne har Frederikshavn Kommune tilsluttet sig, og de slukker derfor lyset på udvalgte steder i kommunen lørdag den 28. marts mellem 20.30 og 21.30.
Kampagnen forsøger at sætte fokus på klimaforandringerne. I lige netop dén time slukkes lyset verden over i både store som små byer.
- Vi er bevidste om, at vi selv har nøglen til løsningen af verdens klimaudfordringer. Hver især kan vi lidt. Sammen kan vi meget. Derfor er det vigtigt, at verden står sammen om at stille skarpt på de aktuelle klimaudfordringer og forandringer, siger Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen.