En 46-årig mand, der onsdag blev standset af politiet for at køre spirituskørsel, overfaldt betjent.
En 46-årig mand fra Gistrup blev onsdag eftermiddag anholdt på Nøvlingvej ved Storvorde.
En motorcykelbetjent fra færdselspolitiet havde standset manden, som man mistænkte for at køre spirituskørsel. Den 46-årige ville dog ikke anholdes og tog derfor fat i betjenten og forsøgte at tvinge ham i jorden, fortæller vagtchef Jan Stagsted ved Nordjyllands Politi.
Samtidig slog manden flere gange ud efter betjenten med knyttet hånd.
- Der er et vidne der kommer betjenten til undsætning samtidig med at der selvfølgelig kommer en patruljevogn til stedet, fortæller vagtchefen.
Den 46-årige blev til sidst anholdt og bragt til politigården. Her blev han afhørt og efterfølgende løsladt, sigtet for spirituskørsel, vold mod tjenestemand og for at have modsat sig anholdelse.