Fyrværkeri tilladt fra i dag: Men mange glemmer sikkerheden

Sidste nytår måtte 178 børn og voksne på landsplan på skadestuen med fyrværkeriskader, nogle af dem alvorlige.

Hvis du har ventet længe på at kunne fyre fyrværkeri af i dag, så er det en god ide at kigge på sikkerhedsrådene en ekstra gang, inden du tænder op for diverse raketter og andet fyrværkeri. 

Tre ud af fire danskere tager beskyttelsesbriller på, når de selv skyder fyrværkeri af, og de sørger også for, at de fleste børn bruger beskyttelsesbriller udendørs, når nytårskrudtet skydes af. 

Det kniber dog mere med at huske beskyttelsesbrillerne, når det er andre, der skyder fyrværkeri af. Så er det kun hver anden, der for det meste tager brillerne på.

Det viser en undersøgelse, som er foretaget af sikkerhedsstyrrelsen efter sidste nytår. 

Husk sikkerheden

Svarene fra undersøgelsen viser, at mange følger fyrværkerirådene om at bruge beskyttelsesbriller og holde afstand. Men der er også en del, der ikke husker beskyttelsesbrillerne, især når de ikke selv har fyrværkeriet i hænderne.

- Der er gode grunde til, at vi opfordrer til at huske sikkerheden i forbindelse med nytårsfyrværkeriet. Det er eksplosioner, der får fyrværkeriet i luften, så det skal håndteres korrekt, hvis man vil undgå at komme til skade. Sidste nytår måtte 178 børn og voksne på skadestuen med fyrværkeriskader, nogle af dem alvorlige. Nytårsaften skal helst være sjov og uden unødvendige ulykker, siger produktchef Lone Brose fra Sikkerhedsstyrelsen og fortsætter.

- Beskyttelsesbriller er vigtige, uanset om man selv skyder fyrværkeri af eller ser på, at andre gør det. Og man skal generelt huske beskyttelsesbrillerne, hvis man færdes udendørs i dagene, hvor der skydes fyrværkeri af. Det er en god beskyttelse mod øjenskader. 

Svarene viser også, at de sikkerhedsafstande, der er angivet på fyrværkeriet, ikke altid bliver fulgt. I undersøgelsen er der blevet spurgt til, hvor god afstand man holder, når fyrværkeriet skydes af.

- Sikkerhedsafstandene er fastsat, så folk undgår at komme til skade, og afstandene gælder, uanset om man er den, der tænder fyrværkeriet eller man blot kigger på, siger Lone Brose.

fakta fyrværkeri
Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Opfordrer alle

Lone Brose opfordrer derfor også alle til at huske fyrværkerirådene om beskyttelsesbriller, at holde afstand, ikke holde tændt fyrværkeri i hånden, ikke gå tilbage til en fuser og kun bruge lovligt fyrværkeri.

- Vi ved, at fyrværkeri er et farligt produkt, men ved at følge fyrværkerirådene har man gjort, hvad man kan for at undgå ulykker, understreger Lone Brose


Seneste nyt

fra Nordjylland