Generationsskifte i kendt Aalborg-firma
Erik Lyngø siger farvel til sit erhvervscenter
Erik Lyngø, stifter og direktør for Nybolig Erhvervscenter Lyngø, trækker sig tilbage og overdrager sin tredjedel til de to kompagnoner, Steen Royberg og Kim Jacobsen.
Nybolig Erhvervscenter Lyngø i Aalborg er en af landsdelens største erhvervsmæglere og landets tredjestørste i Nybolig-kæden. Virksomheden blev startet af Erik Lyngø i 1980. I 1994 blev Steen Royberg partner, og i 2003 blev Kim Jacobsen den tredje partner i virksomheden.
- Vi har nogle planer om yderligere forretningsudvikling. Derfor er et generationsskifte optimalt nu, siger Steen Royberg og Kim Jacobsen.
- Det er selvfølgelig svært at forlade en forretning efter 27 år samt en forretning, som i årevis har præget markedet i Nordjylland. Men det gør det lettere, når det er en god, sund forretning i fortsat kraftig fremdrift, siger Erik Lyngø.