Gigantisk løft på vej til politiet

Regeringen vil stoppe den negative stemning omkring politireformen.

Med en check i størrelsesordenen af hele 800-850 millioner kroner forsøger regeringen og partierne bag politiforliget i øjeblikket at få stoppet skandalen om den strandede politireform. Det erfarer Berlingske Tidende fra kilder tæt på forhandlingerne.

Pengene skal blandt andet bruges til at optage 150 ekstra politielever på politiskolen allerede til februar og igen i 2010 skal der 150 ekstra i uniform. Efter ni måneder på politiskolen er de nye betjente klar til at patruljere i gaderne, og herefter skal et tilsvarende antal betjente overgå til bekæmpelse af bandekriminalitet, erfarer Berlingske Tidende.

Blandt forligspartierne er der en udbredt skepsis imod den siddende politiledelse, der har haft ansvaret for at sikre et mere borgernært politi som følge af regeringens store politireform. Det stik modsatte er sket, og som Berlingske Tidende har afdækket de seneste mange måneder, har konsekvenserne været en ringere politidækning og masser af tilfælde, hvor politiet ikke er rykket ud.

Derfor vil politiledelsen efter alt at dømme fremover blive overvåget tæt af en uvildig instans, som skal sikre, at politikerne denne gang får, hvad de beder om.

Partierne gik klokken 16.30 til møde i Finansministeriet, hvor man skal diskutere finansieringen af udgiften.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland