Grey: Rigtigt skidt
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
White Hawks' assistenttræner Mike Grey er skuffet over, at hans mandskab blev slået ud af pokalen til ærkerivalerne fra Aalborg.
Assistenttræneren for Frederikshavn White Hawks er skuffet over høgenes nederlag til arvefjenden Aalborg Pirates.
Frederikshavn White Hawks har et erklæret mål om at spille sig i ligafinalen i denne sæson, mens Aalborg Pirates håber på at ende blandt de fire bedste hold i metalligaen.
Alligevel tabte frederikshavnerne i weekenden pokalkvartfinalen over to kampe til aalborggenserne.
- Det er meget skuffende for os. Vilje vil altid slå teknik, og Aalborg havde i hvert fald vilje til at vinde kampen, siger Mike Grey.
Aalborggenserne så kampen igennem ud til at ville det mest.
- Hvis man ikke er klar til at tage kampene foran mål og ved banderne, så er det lige meget, hvor godt et hold man har - så taber man, lyder det fra Mike Grey.
Frederikshavn White Hawks spiller deres første turneringskamp i ligaen på næste søndag ude mod Rungsted.