Håb for kulturinstitutioner: Lånepause kan blive forlænget
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Limfjordsmuseet er en af de nordjyske kulturinstitutioner, der har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond.
Flere partier indstiller, at man forlænger den periode, hvor lån hos Arbejdsmarkedet Feriefond er i bero.
Flere nordjyske kulturinstitutioner har været pressede, ja efter eget udsagn decideret lukningstruede, efter at det i foråret belv klart for dem, at de skulle tilbagebetale lån for millioner, som de har taget hos Arbejdsmarkedets Feriefond.
Lån, som flere af kulturinstitutionerne havde opfattet som donationer. Blandt andet skulle Limfjordmuseet i Løgstør tilbagebetale en million kroner, som var et 23 år gammelt lån, og som museet aldrig havde troet at de skulle tilbagebetale.
- Der var en gentlemanaftale om, at hvis man fuldførte projekterne og holdt dem kørende i 25 år, ville lånet enten blive eftergivet eller forlænget med yderligere 25 år, sagde museumsdirektør ved Limfjordsmuseet Anders Bloksgaard i april 2017.
Han var dengang bekymret for, at det ville v´blive ganske alvorligt for hans museum, hvis de blev tvunget til at finde en million ud af deres budget på bare seks millioner årligt.
- Jeg er nervøs for hele Limfjordens maritime kulturarv, for der fidnes ikke andre steder i verden, hvor man bevarer den, end det her sted, sagde Anders Bloksgaard.
Også direktør for Nordjyllands Historiske Museum var bekymret. Helt konkret for Vikingecenter Fyrkat, som var en af de mange nordjyske kulturinstitutioner, der havde taget et lån i feriefonden.
- Fonden har pant i Vikingecenter Fyrkat, og når de ikke har i sinde at betale, så kan det betyde, at vi skal lukke Vikingecenter Fyrkat, sagde direktør Lars Christian Nørbach.
Grunden til, at Arbejdsmarkedets Feriefond dengang begyndte at kræve lånene tilbagebetalt, var at et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative og Venstre i 2014 besluttede at overføre 280 millioner kroner til staten, og det blev samtidig præciseret, at fondens primære formål var at støtte vanskeligt stillede familier med ferieophold.
Nu indstiller partierne så til, at pausen, inden lånene skal betales, forlænges. Lånene blev første gang sat i bero ved nytår, og partierne ønsker altså, at den pause skal forlænges, foreløbigt frem til næste sommer.
Det giver ikke bare kulturinstitutionerne lidt luft men også politikernelidt mere tid til at finde en løsning, der er holdbare for alle.
- Jeg kan godt forstå, hvis de involverede museer og kulturinstitutioner er utålmodige efter at få en afklaring, fordi det her er en sag, som tager lang tid, og må vi erkende også længere, end vi forventede. Desværre har det vist sig at være en yderst kompleks problemstilling, fordi det handler om EU’s regler for statsstøtte. Derfor indstiller aftalepartierne til Arbejdsmarkedets Feriefond, at man forlænger den pause, der er på lånene. Jeg er også glad for, at jeg har fået partiernes opbakning til, at vi går videre med forhandlingerne med Kommissionen, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (Venstre).