Hamrén gav sin mor den ønskede gave
AaB-træner Erik Hamrén var ikke kun glad for 1-0-sejren over Brøndby. Det var også den perfekte fødselsdagsgave til svenskerens mor.
Erik Hamrén er ved at give sig selv den perfekte afskedsgave som AaB-træner, inden han skifter til Rosenborg, når sæsonen slutter. Men søndagens 1-0-sejr over Brøndby, der sender nordjyderne seks point foran FC København, var samtidig den perfekte fødselsdagsgave til Hamréns mor.
- Hun fylder 73 i dag, og hendes eneste ønske var, at vi vandt over Brøndby. Så nu glæder jeg mig til at ringe til hende og sige tillykke med dagen. Det var den bedste gave, sagde Hamrén efter kampen.
Han giver sejren stor betydning for AaB's mesterskabsambitioner.
- Det er selvfølgelig kun tre point, men på Brøndby Stadion er det ekstra svært at vinde, så det giver lidt mere selvtillid til os, lød det fra Hamrén.
/ritzau/