Hastighedsforvirring ved Limfjordstunnellen
Foto: Iben Hedemann (arkiv)
Som en del trafikanter har bemærket, har Trafikledelsessystemet i og omkring Limfjordstunnellen haft en hård Kr. Himmelfartsferie.
Systemet har været plaget af en række på hinanden følgende fejl i både hard- og software, hvilket har betydet, at der i de seneste dage har været en hastighedsbegrænsning på 50 km/t gennem tunnellen. Og denne hastighedsbegrænsning er stadig i kraft, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Siden onsdag har arbejdet med fejlsøgning, udbedring og test af systemet foregået i døgndrift. Situationen er dog blevet vanskeliggjort af, at det i perioden har været nødvendigt at fordele trafikken mellem de to tunnelrør grundt nødvendigt vedligeholdelsesarbejde i tunellen.
- Der er naturligvis tale om en meget beklagelig situation, og vi kan forsikre, at der gøres alt, hvad der er muligt for at få normaliseret driften hurtigst muligt, siger vej- og trafikchef i Vejdirektoratet Charlotte Vithen.
- Vi er dog nødt til at prioritere sikkerheden for trafikanterne og folk, der arbejder i tunellen, og har derfor valgt at indføre en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. indtil alle fejl er lokaliseret og rettet, og systemet er gennemtestet.
Skulle der opstå en ulykke eller andre hændelser, der gør det nødvendigt at lukke det ene tunnelrør, er det nødvendigt at trafikken bevæger sig relativt langsomt for at undgå efterfølgende ulykker i forbindelse med overledningen mellem tunnelrørene.
Vejdirektoratet beklager de gener problemerne med trafikledelsessystemet har påført trafikanterne, men prioriterer sikkerheden højest, og henstiller derfor til at alle trafikanter respekterer skiltningen i og omkring Limfjordstunnellen.