Heine er fortid i ADH
Aalborg DH skal finde ny cheftræner. En skuffet og frustreret Allan Heine siger at han ikke får forlænget sin aftale, der udløber til nytår.
Efter sammenlagt ti år i Aalborg DH, stopper træner Allan Heine, når hans kontrakt løber ud til januar.
Træner Allan Heine har sammenlagt været i Aalborg DH i ti år, men især det seneste år har været turbulent. Store økonomiske problemer, svigtende resultater og en yderst smal trup har præget hverdagen. Men den tid er snart forbi. Allan Heine stopper i Aalborg DH efter december, når hans kontrakt løber ud.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke får lov til at fortsætte det gode samarbejde jeg har haft med pigerne. Alle os, der var her i foråret ydede jo ekstraordinært og var meget fleksible i forhold til klubben, så derfor er det naturligvis ekstra ærgerligt, siger Allan Heine.
Hvad fremtiden bringer ved Allan Heine endnu ikke, men han er pt. i gang med EHF Master Coach-uddannelsen, så han er klar til et fremtidigt job.