Helenius er måske den nye Bendtner
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
Landstræner Morten Olsen ser Nicklas Helenius som et godt alternativ til Nicklas Bendtner.
Ungdommen blomstrer på det danske landshold, og for første gang i lang tid råder Danmark over flere gode alternativer i angrebet.
Også selv om Danmark må undvære karantæneramte Nicklas Bendtner i lørdagens VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet i Parken.
Kampen om Bendtners ledige plads står formentlig mellem AaB-angriberen Nicklas Helenius og FC København-spillerne Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen.
Den varmeste kandidat til at overtage Bendtners rolle lige nu er Helenius, som selv vurderer sin chance for at starte inde som rigtig god.
- Vi er to angribere, der slås om det, tror jeg. Jeg må bare vise mig frem til træning og gøre det så godt, jeg kan, og så må vi se, om det er nok.
- Cornelius har også vist god form. Vi er lidt forskellige, mig og Cornelius. Han er lidt bedre inde i boksen og i hovedspillet, og jeg er måske lidt bedre i kombinationsspillet foran feltet, siger Helenius.
Det kommer bag på landstræner Morten Olsen, at der pludselig står tre gode alternativer til pladsen som frontangriber så kort tid efter sommerens EM, hvor en rusten Nicklas Pedersen var eneste Bendtner-alternativ.
- Det overrasker os. Vi havde Helenius med på ligalandsholdet i januar, og hvad der er sket med ham inden for det sidste halve år, det er jo fænomenalt.
- Det handler også om tro og tillid til sit spil. Lige pludselig er der nogle, der gør ham bedre, og den måde AaB har spillet på, har gjort ham spilleglad. Den form for fodbold passer til ham, forklarer Morten Olsen.
Det samme kan siges om Cornelius og Nicolai Jørgensen i FCK, selv om de alle tre er forskellige spilletyper.
/ritzau/