Her er Japans dyreste whisky - som vil være dumt at drikke

En 55 års Yamazaki single malt japansk whisky er med en udsalgspris på mere end fem millioner kroner et lille stykke historie, der nu er landet i Nordjylland.

Mange vil nok mene, at det skal kræve en ekstraordinær god anledning, før en flaske til fem millioner kroner bliver åbnet.

Og hos RareWine Invest er holdningen måske, at det vil være decideret dumt at åbne en sådan flaske. I hvert fald set med investeringsbriller på.

For whisky er ifølge den nordjyske virksomhed blevet en god og stor investering. 

- Hos RareWine Invest mærker vi stigende interesse for investering i whisky. Og her er det netop de bedste skotske og japanske whiskyer, der tiltrækker sig størst bevågenhed, siger Rune Spliid, der er kommerciel direktør i RareWine Invest.

Stort afkast i whisky

Rune Spliid tilføjer, at whisky er steget hele 478 procent i pris over de sidste 10 år ifølge Frank Knights The Wealth Report 2021 – til sammenligning konkluderer rapporten, at designerure er steget med 89 procent i samme periode.

- Det er soleklart, at med et gennemsnitlig årligt afkast på mere end 19 procent i 10 år, så er whisky blevet en af vores mere efterspurgte investeringskategorier, fortsætter han.

quote Vi er sat i verden for at give afkast, og det må man sige vin og whisky gør

Rune Spliid, RareWine Invest

En ud af blot 100 flasker

De særdeles dyre dråber fra Japan er der blot 100 flasker af på verdensplan, så det er en stolt direktør, der viser den ene flaske frem i Nordjylland.

- Det er enestående for os som de eneste i landet at kunne fremskaffe en flaske af den her og give mulighed for, at en potentiel investor kan få den i sin portefølje, siger Rune Spliid.

International investor kunne være interesseret

Han tilføjer, at flasken næppe bliver på hverken dansk eller nordjysk jord, da der ifølge direktøren formentlig vil være efterspørgsel på flasken fra udlandet.

- Det vil være en international investor, som typisk har et samleobjekt af andre whisky-cases, hvor man siger, at den her vil passe godt til. Selv om det vil være sjovt, hvis den blev i Nordjylland eller Danmark, siger Rune Spliid.

Antal af investorer fordoblet

Hos RareWine har man alene de seneste to år oplevet, at antallet af investorer er fordoblet.

Det er med andre ord meget in at investere alternativt - i vin og whisky. Og det kan ifølge den kommercielle direktør skyldes, at man godt kan lide at investere i et fysisk produkt frem for bare en aktie.

- Og så har det jo også været økonomisk godt for mange. Vi er sat i verden for at give afkast, og det må man sige vin og whisky gør, siger han.

Whisky-investeringerne leverede sidste år et afkast på godt 12 procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland