Hirtshals Andelsmejeri henter leder hos Arla

Niels Henrik Pihl bliver ny direktør for Hirtshals Andelsmejeri.

Med ansættelsen siger Niels Henrik Pihl farvel til stillingen som mejerichef for Arla Foods i Hjørring.

Det er en erfaren herre, som sætter sig i direktørstolen på Hirtshals Andelsmejeri. 49-årig Niels Henrik Pihl har mere end 25 års erhverserfaring fra mejeribruget.

- Vi har lagt vægt på at få ansat en handlekraftig og erfaren leder, der kan og vil bruge kræfter på den fortsatte udvikling af virksomhedens markedsposition og optimere virksomhedens drift, siger bestyrelsesformand i Hirtshals Andelsmejeri, John Bak til nordjyske.dk.

Flere topposter hos Arla

Niels Henrik Pihl har været mejerichef i Hjørring siden 1999. Han har desuden været mejerikoordinator for en gruppe mejerier i Arla, samt haft poster som direktør for AM Foods og Arla Foods Cremo. Tidligere har Niels Henrik Pihl været mejerichef for Arla Foods i Hobro.

Niels Henrik Pihl blev foretrukket blandt 23 ansøgere til jobbet. Han begynder på Hirtshals Andelsmejeri 1. april 2008. Den nuværende direktør Søren Hansen skal fremover være direktør for Dragsbæk Margarine i Thisted.


Seneste nyt

fra Nordjylland