Hjørring Kommune politianmelder måske sig selv
Hjørring kommune overvejer at politianmelde selskabet bag Hjørring Renseanlæg for forureningen af Liver Å, selv om det er kommunen selv der ejer selskabet.
Hjørring Kommune overvejer at politianmelde selskabet bag Hjørring Renseanlæg for forureningen af Liver Å, selv om det er kommunen selv, der ejer selskabet.
Formanden for fiskeforeningen for Liver Å har kigget på skaderne ud for udløbet fra renseanlægget.
- Jeg er bekymret for at Åen er død, selvom jeg håber det bedste. Men vores erfaringer siger os jo, at der nok ikke er så meget liv tilbage, siger Jan Dahl Christiansen, formand for Lystfiskerforeningen for Liver Å til TV2/NORD.
Tirsdag aften begyndte der at sive slam fra renseanlægget i Hjørring ud i Estrup Møllebæk. Udslippet forsatte hele natten, og blev først opdaget onsdag formiddag, men da var slammet allerede ude i Liver Å og havde forurenet åen helt ud til havet. Hjørring Kommune har nu bedt om en rapport over forløbet.
- Jeg glæder mig meget til at se den rapport og få svar på, hvordan det kan være, at det ikke er selskabet selv,der har opdaget udslippet, men at det er lystfiskerne, der endnu engang har været de vågne og har opdaget, at der er noget galt. Det er ikke godt nok, siger Jørgen Bing (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget til TV2/NORD.
Naturcenter Aalborg kiggede i dag på åen sammen med Hjørring kommune. Et lignende udslip sidste år medførte, at Naturcenter Aalborg politianmeldte renseanlægget. Noget lignende kan også ske denne gang. Blot kan anmeldelsen komme fra Hjørring Kommune, selvom det er deres eget selskab, der ejer renseanlægget.
- Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der kan blive tale om en politianmeldelse. Jeg ser ikke nogen principiel forskel på, om der er tale om et landbrug eller et kommunalt ejet selskab, der står bag forureningen, siger Jørgen Bing (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget til TV2/NORD.
Renseanlægget oplyser i dag til TV2/NORD, at udslippet af slam skyldes det pludselige kolde nedbør, der kom i tirsdags. At udslippet bagefter ikke blev opdaget skyldes en menneskelig fejl fra personalets side.