Hobro-anfører er mest stolt af 3-0-sejren over Brøndby

Mads Justesen er efter et imponerende efterår mest stolt af omstændighederne ved 3-0-sejren over Brøndby.

Hobro rykkede i sommer op i Superligaen for første gang i klubbens historie. Alle eksperter dømte nordjyderne til hurtigt at rykke ned igen, og flere hævdede endda, at Hobro ville blive det pointmæssigt dårligste hold, der nogensinde har været i Superligaen.

Det har ikke været tilfældet. De deltidsprofessionelle Hobro-spillere har overbevist igennem hele efteråret og overvintrer på en flot syvendeplads, seks point over nedrykningsstregen.

- Jeg er imponeret. Der var nok ikke ret mange ud over os selv, der havde troet på, at vi kunne stå med 21 point nu. Vi er glade og stolte, men vi skal også hæfte os ved, hvad der har gjort, at vi har været gode, siger anfører Mads Justesen.

- Vi havde en periode i midten af efteråret, hvor pointene udeblev, og hvor præstationerne måske også manglede lige det sidste. Vi skal bygge på, og vi er nødt til at lære, for der er mange af holdene, som begynder at indstille sig på os.

- Vi skal virkelig arbejde hårdt hen over vinteren for at fastholde de ting, vi har været gode til, men vi skal også føje nye facetter til vores spil, siger han.

Hobro har en stribe flotte resultater på kamplisten i efteråret. En 3-0-sejr i Telia Parken over FC København samt to hjemmesejre på 2-0 og 3-0 over Brøndby er blandt de mest opsigstvækkende.

Det er 3-0-sejren over Brøndby, der betyder mest for Justesen.

- Selvfølgelig er jeg stolt af vores sejre over københavner-holdene, men op til den anden Brøndby-kamp havde vi en periode, hvor mange begyndte at spekulere i, at det var blevet hverdag, og at det her eventyr var slut.

- Vi rejste os og vandt fortjent 3-0. Det resultat siger meget om vores trup og den måde, vi står sammen på. Den reaktion, vi viste i den kamp, er det, jeg er mest stolt af i efteråret. Vi har et hold der står sammen, både når det går godt og når det går knap så godt.

Hobro var især stærke resultatmæssigt i første del af efteråret. Det tilskriver Justesen til dels, at modstanderne ikke var klar på, hvad der ventede, når Hobro stod på den anden banehalvdel.

- I starten var det lidt nogle andre mekanismer. Modstanderne troede ikke rigtig på os, og vi fik gode arbejdsbetingelser.

- Det lignede egentlig lidt sidste efterår i 1. division, hvor der heller ikke var nogen, der regnede os for noget. Det gør de nu, siger Justesen.


Seneste nyt

fra Nordjylland