Der udbrød natten til onsdag brand i en villa på Mors. Branden bredte sig hurtigt og skadede også et nabohus.
To villaer på Mors tog skade ved en brand, der brød ud onsdag ved midnat. Branden opstod i et fyrrum på Fruevej 50 i Nykøbing Mors.
- Branden breder sig fra fyrrummet til husets vaskerum og garage. De to rum og garagen er nedbrændt, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Det er dog ikke kun den villa, hvor branden brød ud, der har taget skade.
- Naboen har en træudestue, og den har fået varmeskader, siger Henrik Nielsen.
Det er endnu uklart, hvordan branden opstod.