I 11 busser rejser rasende nordjyder i protest for St. Bededag

I bussen medbringer de 600 hveder til Christiansborg, hvor også Tessa og Anne Linnet vil tilslutte sig bevægelsen.

På søndag kan du møde et sjældent syn, når 11, måske 12, busser med alene nordjydere kører ind på Christiansborg Slotsplads.

Med sig har de omkring 600 hveder, for det er ganske vist i demonstration for afskaffelsen af Store Bededag, at de flere hundrede nordjyder tropper op.

Her vil de mange fremmødte stoppe politikerne i at begå, ifølge Anna Kirsten Olesen, formand for FH Nordjylland, en kæmpe fejl. 

- Det er så uforstående, hvad grunden er til det. Det kan godt være, vi skal finde penge i samfundet, ingen tvivl om det, men jeg er ikke enig i metoden. Danskerne er flittige mennesker og vil gerne finde løsninger. De skal ikke tage en af vores fridage som en tyv om natten.

Stor opbakning fra regionen

Med kun 10 dage til at planlægge busturen, er formanden for FH Nordjylland meget stolt af den store opbakning fra regionen.

- Vi er lige nu tilmeldt 517 nordjyder. Det er imponerende. Vi er trods alt dem, som har den længste vej ud over Bornholm, siger formanden.

Den første bus kører allerede kl. 7 fra Thisted, mens flere busser vil starte ruten i byer som Hjørring, Frederikshavn og Aalborg, for derefter at samle folk op løbende undervejs på turen, der i alt tæller 10 opsamlingssteder i regionen. 

- Vi håber politikerne vil se, hvor langt ude det er og snakke om, hvad der er godt og skidt i det her. Vi danskere er så flittige og vil i forvejen gerne bidrage hele tiden. Det glemmer de at sætte pris på, siger formanden, der ikke kan udelukke, at også politikerne får en hvede stukket i hånden.

Arrangementet, der løber af stablen kl. 13:30-16:30, har allerede fået så stor opmærksomhed, at Anne Linnet og Tessa tilslutter sig demonstrationen med hver deres optrædener.

På programmet er flere musikalske indslag såsom fællessang, indlæg og taler og - måske vigtigst af alt - hveder i stride strømme. 

Magtfuldkommen regering, mener formand

Siden regeringens udmelding om at ville afskaffe Store Bededag, har formanden for FH Nordjylland haft travlt med at besvare henvendelser, som hun knap nok selv kender svaret på.

- Hvad bilder de sig ind? Hvad tænker de på? Hvad filan i dansen kan de finde på uden at spørge?, spørger nordjyderne, forklarer formanden.

- I kriser som corona satte man sig ned med arbejdsgivere og -tagere og lavede aftaler med hinanden. Nu mener regeringen, at de kan bestemme alt uden at inddrage os andre, fordi de har flertal. Det er arbejdsforhold og vores medlemmer, det går ud over, faslslår formanden.

quote Det er ikke bare en fridag

Formand for FH Nordjylland



Seneste nyt

fra Nordjylland