Im-loven hastebehandles
Foto: Hedegaard
Der er enighed om at hastebehandle den såkaldte Im-lov, så den kan træde i kraft tre måneder før tid.
En kortere høringsfrist og en hastebehandling i Folketinget skal nu sørge for, at syvårige Im Nielsen og hendes mor, Suthida Nielsen, kan vende tilbage til Danmark hurtigst muligt.
Partierne bag ændringen af udlændingeloven, der betyder, at personer ikke skal udvises, hvis den herboende ægtefælle dør, er på et møde onsdag morgen blevet enige om at hastebehandle loven, så den kan træde i kraft 1. februar.
- Jeg er glad for, at der er opbakning til mit forslag om, at loven hastebehandles, så den kan træde i kraft 1. februar, siger justitsminister Morten Bødskov (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Der var ellers lagt op til, at loven først kunne træde i kraft 1. maj, hvis lovforslaget skulle gennem en normal høring og lovbehandling.
Alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti blev i midten af november enige om at ændre udlændingeloven, så Im og hendes mor kan komme retur til Danmark.
Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, glæder sig over, at der nu er enighed om at hastebehandle lovforslaget.
- Vi skal have rettet op på det hul, der har været i loven siden 1980. Der er et meget bredt flertal i Folketinget omkring det her, og så kan vi ligeså godt få det gennemført så hurtigt som overhovedet muligt, så Im og hendes mor kan komme hjem, siger hun.
Inger Støjberg er dog ikke imponeret over justitsminister Morten Bødskovs behandling af sagen.
- Jeg undrede mig noget, da jeg fik lovforslaget, og der stod den 1. april. Jeg har også stillet spørgsmål til ministeren, om man kunne fremskynde processen. Det har han åbenbart lyttet til, men jeg kan godt være ærgerlig over, at han har skullet hjælpes på vej, siger hun.
Den 10. november blev Im og hendes mor sendt ud af landet. Im taler kun dansk og har tilbragt det meste at sit liv i Aabybro i Nordjylland med sin thailandske mor og hendes danske mand, der døde af kræft i 2012.