Indbrud i fire banker
Fire nordjyske banker har haft en hård nat. Alle fire har været udsat for indbrud, men ingen af stederne er tyvene tilsyneladende lykkedes med at få noget med der fra.
Klokken var 03.12, da den første bank fik uønsket besøg. I Jyske Bank i Løkken blev en rude pillet ud, men røgkanonen gik og intet blev stjålet.
32 minutter senere var det så Sparekassen Vendsyssel i Vrås tur til at få ubudne gæster. Her har man forsøgt at stjæle penge fra en hæveautomat. Det eneste der kom ud af forsøget var en kraftig røgudvikling, som fik politiet til at tilkalde brandvæsnet. Om det er samme gerningsmænd, der står bag de to bankindbrud ved politiet endnu ikke.
- Men vi kan i hvert fald ikke udelukke det, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen til tv2nord.dk.
Men bankindbruddene var ikke slut endnu. For 03.54 gik alarmen i Spar Nord i Østervrå. Her blev der brudt et vindue op og efterfølgende blev møntælleren forsøgt brudt op. Heller ikke her fik gerningsmanden noget med sig.
Nattens togt mod nordjyske banker sluttede kl. 04.24 i Aabybro. Her blev et vindue i Nørresundby Bank brudt om, men intet stjålet.