Indbrudsbølge i Nordjylland: 88-årig dame vækket af indbrudstyve

Der er blevet begået 11 indbrud i Vendsyssel henover weekenden. Indbrudstyvene har i øjeblikket alle kortene på hånden, siger politikommissær.

Vendsyssel har været særdeles plaget af indbrud i weekenden. Hele 11 indbrud er der begået i Vendsyssel henover weekenden.

Det fortæller politikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Frederikshavn.

- Vi er ret overbeviste om, at der er en sammenhæng mellem nogle af dem. Nogle ligger på samme vej, og metoden ligner hinanden. Vi kan ikke sige, at de alle hænger sammen, men nogle af dem gør, siger han.

Der er nemlig begået indbrud i en bølge fra Aabybro til Ålbæk. I sidstnævnte by er der begået to indbrud på Solsortevej, og i det ene tilfælde, var beboeren hjemme, da der var ubudne gæster i huset. 

En 88-årig dame vågnede ihvertfald klokken 01.40 ved, at der var en rumsteren i huset. Hun gav lyd fra sig, og det fik en eller flere gerningsmænd til at stikke af fra stedet. 

Gerningspersonen eller -personerne havde brudt et vindue op, og det ser ikke ud som om, at de havde held med deres foretagende, for der mangler ikke noget fra hjemmet.

Indbrudstyve har i tiden overtaget

Også i Østervrå er der begået to indbrud på samme vej. Begge indbrud er begået på Højlundsvej i samme tidsrum, og i begge tilfælde er huset blevet gennemrodet. 

I det ene indbrud har tyvene stjålet en sparegris, mens der i det andet tilfælde er blevet stjålet et smykkeskrin med guldsmykker.

- Der er en del spor i de her sager, som vi skal have kigget nærmere på. Vi kigger på sagerne i forhold til, om der er en sammenhæng i det, siger politikommissæren og fortsætter:

- Vi har brug for så mange øjne som muligt, så hvis der er nogen, der har kendskab til noget eller har set noget mistænkeligt, så hører vi selvfølgelig gerne om det. Vi vil gerne have sat en stopper for det her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han kommer samtidigt med en opfordring til dem, der deler oplysninger i lukkede Facebookgrupper.

- Vi ved, der er oplysninger i lukkede Facebookgrupper om ting, som folk finder mistænkelige. Nogle gange bliver der endda skrevet nummerplader på mistænkelige biler. Det vil vi selvfølgelig gerne høre om, for det er ikke altid, den slags oplysninger når os.

Og det er altså på den her tid af året, at indbrudstyvene har alle kortene på hånden ifølge Peter Skovbak.

 - Det er i den her tid let at se, om folk er hjemme. Så en opfordring til at tænde lys, så det ser ud som om, der er nogen hjemme, slutter politikommissæren.


Seneste nyt

fra Nordjylland