Ingen holder øje med unges sorte arbejde
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
(Arkivfoto) LO's jobpatrulje på sommerrazzia.
Sort arbejde er udbredt blandt unde mennesker, der tager et sommerjob i landets feriebyer. Det mener flere fagforeninger og skatteeksperter.
Skoleferien får mange unge til at tage et sommerjob i landets feriebyer. Lønnen for at servere isvafler og pomfritter for ferieturisterne ryger ofte lige ned i lommen - uden skat. Alt tyder på, at et stort antal af de unge arbejder ulovligt, fortæller flere fagforeninger og skatteeksperter, skriver Politiken onsdag.
- Indikationerne på, at de unge arbejder sort, er meget stærke. Der er mange under 18, der hjælper til i baglokalet på en restaurant eller i landbruget. Det er skjult, det er simpelthen i mørket og i skyggen, det hele foregår, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen til Politiken.
Rockwool Fondens Forskningsenhed, som har den største viden om sort arbejde, erkender, at mindreåriges ulovlige arbejde er et overset problem.
- De unge udfører også sort arbejde. Jeg tror umiddelbart, de ligger på samme niveau som dem fra 18 til 29 år, siger Rockwool Fondens forsker Camilla Hvidtfeldt til Politiken.
Forskningsenheden overvejer nu, om den i fremtiden bør se nærmere på den sorte arbejdskraft blandt de helt unge, da det netop er folk mellem 18 og 29 år, der vejer tungest i statistikken. Mere end hver fjerde i den aldersgruppe har arbejdet sort, fortæller Camilla Hvidtfeldt.
I både HK og 3F hilser man en undersøgelse velkommen.
- Jeg er sikker på, at sort arbejde er meget udbredt hos de unge. Mange er ikke klar over, hvad reglerne er, og derfor tænker de ikke over det, siger Rasmus K. Jakobsen, Ungdomskonsulent i HK
Nordjylland, til Politiken.
Han fortæller, at mange unge ikke kan fremvise en lønseddel eller en ansættelseskontrakt, og det indikerer ofte, at der er tale om sort arbejde.
- Vi kan fornemme, at nogle unge virker indstuderede. For eksempel når svarene falder lidt for hurtigt. Unge ved som regel meget lidt om arbejdsregler, derfor er der nogle alarmklokker, der begynder at ringe, siger han til Politiken.
I følge tal fra Jobpatruljen havde 15 procent af de unge ikke en ansættelseskontrakt sidste år.
Hos Skat er unge under 18 år ikke et decideret fokusområde. Skat oplyser blandt andet om skatteregler gennem kampagner på skoler og gymnasier. Holdningen er desuden, at det ikke udelukkende er Skats opgave at få de mindreårige til at følge reglerne.
- Vi forsøger at vejlede de unge, men forældrene har ligeledes et ansvar, siger viceskattedirektør i Skats region Nordsjælland, Preben Buchholtz, til Politiken.