Joachim B. Olsen ny formand for idrætsfolk
Den nordjyske kuglestøder, Joachim B. Olsen skal gøre Danske Elitesportsudøveres Forening mere synlig som ny formand. Udøverne får en talsmand, der vil diskutere politik.
Fodboldspillere, badmintonspillere og alle andre eliteidrætsudøvere skal tilbydes hjælp, hvis de får problemer med kontrakter, dopinganklager eller sponsorer.
Derfor går Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) i offensiven for at gøre opmærksom på sig selv, og den rådgivning de kan give sportsfolkene. Onsdag blev kuglestøderen Joachim B. Olsen præsenteret som ny formand for DEF, hvor hans vigtigste opgave bliver at gøre foreningen mere synlig.
- Det her er en sag, som jeg både tror på og brænder for. Eliteidrætsfolkene skal have et sted, hvor de kan gå hen, hvis der for eksempel opstår tvister om kontrakter eller med sponsorer. Det har jeg selv savnet i min karriere. Derfor er det vigtigt, at udøverne ved, at DEF er der for dem, fastslog Joachim B. Olsen over for Ritzau efter præsentationen.
Joachim B. Olsen er kendt for at sige sin mening, og på samme måde vil han markere sig som formand for sportsfolkenes paraplyorganisation.
- Der er politiske ting i idrætten, hvor vi vil tage stilling. Hvis politikerne vsiger noget helt tåbeligt, som at udøverne ikke skal deltage i OL's åbningsceremoni, så vil vi blande os. Eller i forbindelse med retssikkerheden omkring doping, siger Joachim B. Olsen og nævner en episode med spydkasteren Christina Scherwin, der uforskyldt havnede i en dopingsag sidste år.
- Her kunne vi for eksempel have været til stede, og bakket hende op, mener Joachim B. Olsen.
Danske Elitesportsudøveres Forening har eksisteret i godt fem år, men har hidtil kørt på lavt blus. Bestyrelsesmedlem i DEF og en af stifterne, Mads Øland, forklarer, at det har været et stort arbejde.
- Man skal kravle, før man kan gå. Vi har arbejdet med at få organisationen i gang, og nu er vi så klar til virkelig at markere os, siger Øland, der også er direktør i fodboldspillernes Spillerforening.
Joachim B. Olsen lægger meget vægt på, at DEF er for alle, der definerer sig som elitesportsudøvere.
- Det er vigtigt, at vi også kan hjælpe de mindre kendte udøvere fra mindre kendte sportsgrene, som ikke kan få deres problemer taget op i pressen. Og samtidig skal vi profilere os på Team Danmark-gymnasierne, så vi kan få fat i de helt unge, siger han.
Den snart 30-årige kuglestøder overtager posten fra triatleten Torbjørn Sindballe, der droppede posten på grund af tidsmangel. Samme problem regner Joachim B. Olsen ikke med at få.
- Jeg vil gøre alt for, at jeg kan passe det her job så godt som muligt, og træner heldigvis ikke ligeså mange timer som Torbjørn. Men op til OL er det klart, at jeg ikke har så meget tid, og det er der fuld forståelse for, siger den tidligere OL-bronzevinder.
/ritzau/